Stævneberetning – SKIF DM 2026 🥋

17 ØSK’ere plus supportere drog lørdag den 31. oktober til SKIF DM i Paarup Hallen.

Vanen tro var rammerne gode og stemningen i top. For jer, der ikke var med – det skal opleves! Der blev kæmpet, heppet og forhåbentlig også klappet lidt ekstra, når det gik ØSK’s vej.
Kata – vi lagde stærkt ud

Rosa lagde ud med at være direkte kvalificeret til finalen i piger 10-11 år. Her leverede hun en flot Heian Shodan, som blev belønnet med en 3. plads. En rigtig god start på dagen!

Elin skulle lige igennem både Heian Godan og Heian Shodan for at sikre sig en plads i finalen. Her stillede hun op med Gankaku og kunne efter en flot præstation tage hjem med en 1. plads. Så var der ligesom lagt fra land!

Maksym, som normalt har mest fokus på kumite, havde også valgt at stille op i kata. Han leverede en fin Gojushiho Dai, men måtte denne gang nøjes med en placering lige uden for medaljerne. Det er jo altid godt at have flere discipliner at vælge imellem.

I kata for de modne mænd kom både Ralph og Kim i finalen. Det blev til henholdsvis en 4. og en flot 3. plads. Det er dejligt at se, at erfaringen stadig kan være med helt fremme!

I Yakusoku kumite holdt Michael og Erik fast i deres 2. plads fra 2025. Det må efterhånden siges at være en ganske stabil præstation.

Kumite – nu skulle handskerne på!

I kumite stillede Rosa, Herman, Frederik, Maksym, Michael, Erik og Bjørn op.

Rosa, som med sine 10 år var blandt de yngste, kom på lidt af en opgave, da aldersgrupperne 10-11 år og 12-13 år var slået sammen. Det blev derfor nogle lidt større udfordringer, end hun måske havde håbet på, men hun tog kampen op.

Herman kæmpede sig hele vejen til finalen i 12-13-årsgruppen. Her måtte han desværre se sig slået, men kunne glæde sig over en flot 2. plads. Godt kæmpet!

I +75 kg. sørgede Frederik og Maksym for, at vi var sikret både guld og sølv, da de mødte hinanden i finalen. Denne gang trak Maksym det længste strå og tog guldet, mens Frederik fik sølvet. En finale med garanti for medaljer til ØSK – selvom det selvfølgelig kun var én af dem, der kunne få guldet med hjem. Drengenes flotte indsats betød at de skulle kæmpe Grand Champion – hvor handskerne blev taget af i bogstavelig forstand, de måtte dog se sig slået af hver deres AKD’er, måske revanche fra hold kampen, og endte på en delt 3. plads.

I kategorien 40-49 år, kæmpede Bjørn sig trods tunge ben jf. eget udsagn til en delt 3. plads.

Holdkumite – de unge mod de modne

I holdkumite havde vi to hold med. De kække unge, Frederik og Maksym, og de mere modne herrer, Michael, Erik og Bjørn.
De unge var på forhånd bagud med ét point, men det lod de sig ikke mærke af. De vandt samtlige deres kampe og sikrede sig dermed også sejren i puljen. En flot præstation – og måske noget de modne herrer, som endte på en 3. plads, lige skal høre lidt for næste gang i klubben!

Årets fighter – igen!

Som en flot afslutning på dagen blev Maksym for andet år i træk kåret som stævnets fighter. En rigtig flot anerkendelse og fuldt fortjent efter en dag med masser af engagement og stærke præstationer.

Alt i alt en rigtig god dag for ØSK!
Vi kan se tilbage på et stævne med flotte resultater, masser af gode kampe og ikke mindst et stærkt sammenhold på tværs af alder og discipliner.

Stort tillykke til alle kæmpere med deres indsats og resultater – og en stor tak til alle supportere for opbakningen hele dagen.
Vi glæder os allerede til næste stævne!

OSS! 🥋