Stævneberetning fra Kreta

Efter 4 dages stressspisning af lokale delikatesser, er der endelig lidt action i kikkerten

Vores kære formand, den bornholmske klippe, havde formodentlig været tidligt oppe og vække et par fugle, og gik igang med sin kata længe før nærværende skribent nåede frem. Jungletrommerne fortalte os at han havde mødt sølvvinderen i sin første kata-kamp, og fik sig således en urimeligt tidlig frokostpause

Før vores egen frokost, nåede vi at se Michael åbne ballet i sin gigantiske pulje. Han lavede en serie perfekte kæbe-zuki, og ramte sin modstanders handske klokkerent, men måtte efter en lang kamp se sig slået

Erik var i en noget mindre pulje, og stod som altid skarpt til line-up.
Desværre var dommerne enige om at kampen ikke behøvede at vare så lang tid, så de dømte til fordel for modstanderen og Erik kunne slutte sig til frokosten

Elin tog lige en tour de force rundt i sin pulje, og gik efter at få de fleste flag i hver kamp. En fin strategi, der bragte hende i hvad vi troede var finalen. Vi blev dog snydt, og det viste sig at være indstillingen til finalen, for hendes pulje, og her dømte dommerne pludseligt 3 flag til modstanderen, og Elin måtte se sig slået ud af konkurrencen. Det var ellers en nydelig indsats, og vores håbefulde unge talent kunne gå til frokost

Al den snak om frokost, gav mig en vældig appetit, og jeg havde allerede spist de medbragte bananer. Vores føromtalte formand delte rundhåndet ud af sin madpakke, og jeg hjalp ham af med en sandwich. Den var imponerende tør, og jeg begyndte at forstå hans iver efter at skille sig af med den.

En driftig handlende havde fundet på at grille en masse souvlaki, og jeg fik mig hvad der bedst kan beskrives som en hotdog med det hele

Jeg vil ikke give det indtryk at jeg klager, men jeg kan ikke lade være med at tænke længselsfuldt på kagebordet til venskabsstævnet i Glostrup, og jeg ønsker mig tilbage dertil

I aften er der ØSK-træf på en lokal tarverna (kig endelig forbi, hvis du er på nord-Kreta)
Personligt vil jeg se om jeg kan komme igennem en hel omgang Mixed-Grill, og så vil jeg sidde og komme med gode råd til Maksym, som skal på gulvet i morgen lørdag

Således opfattet

Bjørn