Hvorfor karate?

Karate er en sport som ingen anden. Det er både en holdsport, fordi vi træner sammen og hjælper hinanden med at blive bedre. Men det er samtidig en individuel sport, hvis mål er, at du hele tiden bliver bedre og udvikler din kunnen. Der er ingen træner, der forlanger at du ”scorer 5 mål i hver kamp”, for at du kan være med. Men disciplinen i dojoen (japansk for lokalet, hvor du træner karate) gør, at du hurtigt selv får lyst til at yde dit bedste.

Karate stiller krav til dig. Under træningen er man 100 % fokuseret og koncentreret, og står ikke og tænker på næste dags gøremål. Derfor er karate også en total afkobling fra din hverdag, som giver dig en masse energi efter træningen.. Evnen til at koncentrere sig og holde fokus er noget alle karateudøvere har glæde af udenfor dojoen – uanset om man er voksen eller barn.

Rent kropsligt er karate en varieret sport, som er utroligt positiv for din krop. Den daglige træning kører ofte i forskellige tempi, hvor vi i perioder træner hurtighed og kondi med høj intensitet og puls og i andre perioder med lavere intensitet, hvor fokus ligger på koordination, smidighed og balance. Du bliver også stærk af at træne karate, da der er en del styrketræning; man kan ikke kun ”besejre en modstander” med hurtighed og teknik.

Alt i alt er karate en rigtig god all-round sport, som styrker både krop og psyke hos alle udøvere uanset køn og alder!!